Fødeafdelingerne på sygehusene er presset.

Af Nicolai Nicolaisen (S)

Regionsmedlem

Medlem af sygehusudvalget

 

Fødeafdelingerne på de offentlige sygehuse mangler jordemødre, hvilket har resulteret i et stigende arbejdspres, der har været en af årsagerne til, at flere jordemødre har opsagt deres stilling. Yderligere er der et stigende fødselstal. På Landsplan mangler der også jordemødre.

Problemerne er opstået efter beslutningen i Regionsrådet d. 29. marts 2012, hvor Konservative, Venstre, DF og SF vedtog at oprette private fødeklinikker undtagen Socialdemokraterne og Radikale, som stemte imod. Socialdemokraterne fik indført en udtalelse ”Den socialdemokratiske gruppe er imod forslaget, fordi det udhuler patientgrundlaget for regionens 4 fødesteder og dermed principielt udhuler grundlaget for Regionens sygehusplan.” Budgettet for 2013 indeholdt en sætning om fødeklinikker, hvor vi også fremførte vores holdning.

Hvor ville det være let blot at sige: ”Hvad sagde vi?”

Eneste region med private fødeklinikker.

Oprettelsen af private fødesteder, som den eneste region i Danmark, har udsendt et signal, hvor det er tydeligt for andre jordemødre, at Regionen ikke satser 100% på egne fødeafdelinger. Dette til trods for, at allerede dengang var de offentlige fødeafdelinger anerkendte med god kvalitet og service samt fødsel med kendt jordemoder gennem hele forløbet og opsporing af sårbare familier.

Stemningen for private fødesteder, passede fint med de borgerliges ideologi og støttet af nogle fagpersoner, som havde økonomiske interesser i etableringen af en nye fødeklinikker tæt på, hvor de pågældende boede.

Unfair konkurrence.

De private fødesteder er oprettet i direkte konkurrence med de offentlige sygehuse, da de etableres i samme byer som sygehusene i Slagelse, Roskilde og Holbæk. Vi har fået et a og et b hold. De private tager det ukomplicerede og det komplicerede overtager de offentlige sygehuse.

De private fødeklinikker var tiltænkt etableret i områder, hvor afstanden til sygehuset var lang og besværlig, men det er ikke indfriet.

I 2017 bliver der gennemført en evaluering af hele ordningen. Hvis ikke situationen er totalt ændret, vil socialdemokraterne fastholde, at fødslerne igen skal foregå på de offentlige sygehuse eller i hjemmet. Sygehusene har den faglige indsigt samt udstyret, hvis der skulle opstår komplikationer. Den tilsyneladende ukomplicerede fødsel bør fortsat foregå i hjemmet eller på sygehuset. En af de største oplevelser i hele livet, bør have de bedste betingelser i sundhedsvæsenet.

Et stærkt offentligt sundhedsvæsen har højeste prioritet.

Det ville være et vigtigt skridt til få jordemødrene og andet personale tilbage på fødeafdelingerne. Desuden vil det sende et signal til jordemødrene udenfor Regionen, at Regionen igen er på sporet og satser alle kræfter på at få Danmarks bedste fødeafdelinger genoprettet i et stærkt offentligt sundhedsvæsen.