Hr. Steen Klink Pedersen (Dansk Folkeparti) belærer i sit læserbrev avisens læsere om sin opfattelse af, hvordan socialdemokratiet i Holbæk Byråd agerer.

Nu er det jo altid meget nemt at se splinten i de andres øjne, men ikke bjælken i sit eget. At være i politik er en løbende proces, og det vil det altid være nødvendig at tage nye standpunkter på baggrund af nye oplysninger og forandringer, revurdere sine synspunkter og frem for alt erkende, at alle de andre jo ikke er lallende idioter, men måske rent faktisk kan have ret.

Det vil klæde hr. Steen Klink Pedersen at fortælle os, hvad han mener og hvad han vil gøre, frem for at gå så voldsomt meget op i, hvad et parti, som han er ikke medlem af, har gjort, gør og vil gøre i Holbæk Byråd. Han kunne jo starte med at forklare os, hvordan han er havnet i Dansk Folkeparti, et parti han tidligere kun havde et hånligt skuldertræk til overs for? Hvordan han er transformeret fra glødende EU tilhænger til nu at klæbe op ad Dansk Folkepartis dobbeltmoral i forhold til EU, som de er imod, men gerne vil bruge vores fælles penge til egneformål?Endelig ville det også klæde hr. Steen Klink Pedersen at fortælle os, hvordan hans tidligere gode standpunkt om at skattestigninger kunne være en god løsning på en økonomisk kattepine, nu er blevet til dikkende halehæng til den borgmester, som han klandrer Socialdemokraterne for at samarbejde med!

Men kære Steen Klink Pedersen,hos os er der højt til loftet, vi kan godt acceptere, at folk, og altså også du, skifter standpunkter og ændrer mening. Den lærdom håber vi at du må få en dag.

 

Socialdemokratiet i Tornved – Jernløse
v/ Jan Thiemann
fmd